Beskrivelse
“Men dermed er historien skam ikke færdig endnu, der er masser af mulige spiltræk. For Steffen er ikke født ond, formodentlig ér han det slet ikke, og har i udgangspunktet heller ikke anlæg for at blive det. Men man er i høj grad, hvad andre siger man er. Og ellers bliver man det. Lige så let som ingenting. Næsten automatisk.”
Begrebet familie kan dække over mange ting. I den sidste novelle, Jan Sonnergaard skrev, er det en ubehagelig harmoni, hvor de enkelte medlemmer tager del i spillets gang, så forestillingen om det velfungerende hjem i den øvre middelklasse ikke skal kæntre – på bekostning, selvfølgelig, af det barn, der udpeges som syndebuk og efterhånden formes til at bære denne sin del af læsset. Sjældent har Sonnergaards sociale indignation stået så sydende skarpt som her.
