Beskrivelse
Der var ganske stille, kun en blid, skvulpende lyd fra vandet og en enlig strandløbers ængstelige piben dukkede en gang imellem op af den tunge, trykkende tavshed.
Han var træt af alle disse tanker, træt af at håbe, træt af at hade, syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig verden som noget, der lå langt borte i det fjerne, som noget, der var overstået, sidde her ganske stille og lade timerne dø en for en, det var fred, det var næsten salighed.
J. P Jacobsen (1847-85) er mest kendt for sine få men populære skønlitterære værker, selvom han også var videnskabeligt aktiv og skrev artikler. Han debuterede litterært med den naturalistiske novelle ’Mogens’ i Nyt dansk Maanedsskrift i 1872 efter at have forsøgt sig med digtning. ’Et Skud i Taagen’ blev skrevet i 1875 og udgivet syv år senere i Mogens og andre Noveller.