ERNA JUEL-HANSEN

ERNA JUEL-HANSEN (1845-1922), dansk forfatter, oversætter og kvinderetsforkæmper, der nød stor opmærksomhed i sin samtid: i begyndelsen negativ opmærksomhed, forstås – værkernes modernitet og fritænkning fik hende i første omgang fordømt som usædelig og kontroversiel – men efterhånden opnåede Juel-Hansen status af budbringer af det moderne gennembrud i dansk litteratur.

Ud over forfatterværket deltog hun engageret i debatten om kvindens stilling i samfundet. Hun startede Danmarks første gymnastikinstitution for piger og unge kvinder med det sigte at fremme sundhed og frigørelse. Dertil kan hun tilskrives æren som medstifter af landets første børnehave og de første oversættelser af Dostojevskij til dansk.

Sigende for den tid, Erna Juel-Hansen skrev i, blev hendes første noveller og debutromanen Mellem 12 og 17 (1881), udgivet under det mandlige pseudonym Arne Wendt. Hendes skønlitterære karriere omfatter seks romaner, to novellesamlinger og et par skuespil. Her italesatte hun blandet andet unge kvinders manglende viden om deres krop, kvinden som fuldgyldigt menneske på linje med manden og den hjemløse kvindelige lyst. Romanen, Terese Kærulf fra 1894, fremskriver en kvinde, der ønsker at udvikle sig som menneske og sejler bort for at gøre karriere. Kvinderne i forfatterskabet er i det hele taget forbilledlige i forhold til det ideal, som var målet for Juel-Hansens arbejde; de frigør sig, og går deres egne veje, de favner nye tanker og opdagelser og former deres liv derefter – i en verden, som nok betragter dem med nogen ringeagt, men som ikke formår at holde dem nede.