JANE AUSTEN

JANE AUSTEN (1775-1817) var pioner inden for den realistiske roman, og selvom hendes bøger oprindeligt blev udgivet anonymt – med “a lady” som eneste afsender – er hun i dag kendt som forfatter til nogle af den engelsksprogede litteraturs største klassikere. Som barn underholdt hun familien med sine digte og fortællinger – og skrev sin første roman som femtenårig. Titler som Fornuft og følelse (1811), Stolthed og fordom (1813), Mansfield Park (1814) og Emma (1815) er stadig kendte for de fleste, blandt andet takket være de mange filmatiseringer, der fortsat bliver produceret. De skarpe kærlighedsromaner har med deres præcise karaktertegning og elegante prosa haft stor indflydelse på moderne litteratur. Bøgerne gennemsyres af ironi og en underliggende kritik af det patriarkalske samfund og aristokratiets sociale konventioner, som hæmmer karaktererne i deres jagt på kærlighed og lykke. Novellen Tre søstre er et klart eksempel på dette – her i nyoversættelse af Lærke Pade.