Beskrivelse
“Ja, det hér er, fandenmæ, sager! sagde Søren, kæphøj ved at se al den spænding og glade forventning, hans komme vakte. Men hold nu jer små nalliker ved jer, børn; for dette her, det er sgu nøj, en skal være forsigtig med, tilføjede han alvorsfuld. Nogle af de mindre klatrede dog fra bænken op på bordet, og med tungen spillende mellem læberne kiggede de ned i kurven med en vis gysen, som ventede de at se et glubende uhyre på dens bund.”
Der er ikke magi behov, når man dog har øje for det fantastiske i verden. I Da lampen tændtes sætter vi os til bords i den lune stue på Sejbæk Gård på Skiveegnen, hvor der denne juleaften er kommet en helt særlig, eksotisk gæst på besøg: familiens første petroleumslampe. Mødet med denne nye teknologi vækker glæde, begejstring og sund skepsis i familien. En hyggelig fortælling, fuld af Aakjærsk lune og humor.
Jeppe Aakjær (1866 –1930), født Jensen, voksede op i landsbyen Aakjær syd for Skive. Han kom på højskole og flyttede sidenhen til København, hvor han blev debattør, forfatter og digter. Da han vendte tilbage til hjemstavnen blev han mødt af stor modstand, og anklaget for ’revolutionær’. Hans talrige digte består mestendels af stemningsfulde skildringer af den danske natur, mens hans fortællinger og romaner, med afsæt i den nordvestjyske hjemegns sprog og folk, omhandler det svære møde mellem den gamle bondekultur og den moderne verden. Aakjær havde et særdeles udviklet blik for at skildre almuens undertrykte tilværelse og trange kår, hvad man blandt andet ser i gennembrudsbogen Vadmelsfolk (1900), og kan på den måde siges at være en politisk forfatter med sin længsel efter sammenhæng og tilhørsforhold. I folkemunde er Aakjær nok mest kendt for sin lyrik (Fri felt, 1905, Rugens sange, 1906) og hans viser, heriblandt ’Jens Vejmand’, ’Jeg
er havren’, ’Skuld gammel venskab rejn forgo’ og ’Nu er dagen fuld af sang.
