Amalie Skram

AMALIE SKRAM

AMALIE SKRAM (1846-1905) var med sine naturalistiske romaner og noveller en af det moderne gennembruds vigtigste forfatterstemmer. Opvokset i Bergen, hvor hendes far drev en bondehandel, og tilværelsen var præget af fattige vilkår. Efter sin første skilsmisse og flere år som alenemor, giftede hun sig i 1884 med den danske forfatter Erik Skram og flyttede til København, hvor hun blev en del af det frisindede, litterære miljø.
Skrams forfatterskab befolkes af verdens skæve eksistenser – herunder psykisk sårbare og fattige – men først og fremmest kvinden, der gerne er baseret på erfaringer fra Skrams eget liv. Hun romandebuterede i 1886 med ægteskabsromanen Constance Ring om en kvinde, der indser, hun ikke kan leve under de betingelser, datidens samfund stiller – hun forlader sin mand og søger sin ret som menneske til et fuldt og frit liv, uden kravet om underkastelse til ægtemandens vilje og luner – og accepterer den ringeagt, som følger med.
Skrams værker vakte i deres tid stor opsigt med deres blotlæggelse af samfundets magtstrukturer. Blandt forfatterskabets mere end tyve bøger kan fremhæves den psykiatrikritiske dobbeltroman Professor Hieronimus og På St. Jørgen (1895), som resulterede i en stærk offentlig debat om datidens sindssygepleje, samt slægtssagaen Hellemyrsfolket (1887-1898), som i sin samtid betragtedes som Skrams hovedværk.
Novellen Madam Høiers Leiefolk (1882) er hendes litterære debut.