Fjodor Dostojevskij

FJODOR DOSTOJEVSKIJ (1821–1881) er et af verdenslitteraturens mest berømte navne, oversat til mere end 170 sprog. Med sine mangefacetterede storværker Forbrydelse og straf (1866), Idioten (1869) og Brødrene Karamazov (1880) tog han romankunsten til nye højder. Sammen med Lev Tolstojs episke beretninger står disse værker i dag som selve billedet på den store russiske roman. Hans dramatiske livshistorie – herunder en dødsdom, der i sidste øjeblik blev omgjort til en lang årrække i sibirisk straffelejr – var en essentiel drivkraft i forfatterskabet og gav ham et særligt indblik i menneskesjælens mørkeste afkroge. Dostojevskijs fortællinger, med deres grublen over verdens sammenhæng og tilværelsens mening, betragtes ofte som forløbere for eksistentialismens fødsel – og listen af litterære og filosofiske sværvægtere, han har inspireret, er nærmest uendelig. Ud over romanerne skrev han også poesi, essays, epigrammer, pamfletter – og noveller. Dostojevskij mestrede også det lille format, hvilket han demonstrerer i Et latterligt menneskes drøm, der første gang udkom i samlingen En forfatters dagbog (1877) – her i nyoversættelse af Marie Tetzlaff.