Foto: Chris Saunders

DORIS LESSING

Den britiske forfatter Doris Lessing (1919-2013) voksede op i Sydrhodesia; nu Zimbabwe. Det er også her, romandebuten Græsset synger (1950) udspiller sig, ligesom mange andre af hendes tidlige værker. Gennembrudsromanen Den femte sandhed (1962) viste sig at skulle blive et pionerværk for kvindefrigørelsen, idet den åbnede op for flere feministiske problemstillinger. Lessings forfatterskab er på mere end halvtreds bøger indenfor forskellige genrer; mange af værkernes aktualitet er den dag i dag usvækket. I 2007 tildeltes hun Nobelprisen i litteratur med motiveringen, at hun var: “Den kvindelige erfarings epiker, som med skepsis, ild og fremsynet kraft har underkastet en splittet civilisation granskning”. The Old Age of El Magnifico fra 2000, udkommer her for første gang på dansk, og er en selvstændig fortælling, der lægger sig i forlængelse af de undersøgelser af kattens liv og væsen, som Lessing påbegyndte med samlingen Particularly Cats fra 1967 – biografier over katte, hun har kendt og haft i sit liv – som i 1993 blev udvidet med Rufus the Survivor.