Photo: Mads Teglers

IDA JESSEN

Ida Jessen (født 1964) debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen Under sten. Hun har efterfølgende skrevet en række romaner, novellesamlinger og børnebøger, og har en plads i Det Danske Akademi. Ida Jessens store folkelige gennembrud kom i 2001 med Den der lyver, som er den første del af hendes roste Hvium-trilogi.
Jessen har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange, og har modtaget en lang række priser, herunder BG Banks Litteraturpris for romanen Det første jeg tænker på (2006). Som en af landets største novelleforfattere er Ida Jessen blevet sammenlignet med nobelprismodtager Alice Munro, hvis noveller hun har oversat til dansk.

Senest udkom romanen Telefon (2018), om hvilken Politiken skrev: “Ida Jessen er eminent (…) En forfatter, der har mod til at stille de store eksistentielle spørgsmål i sin fiktion.”

I det mærkelige‘ lys er en revideret udgave af en novelle med samme titel, som oprindeligt udkom i novellesamlingen Den anden side af havet (1997). Denne reviderede udgave af novellen udgives nu for første gang.