selma lagerlöf

SELMA LAGERLÖF

Selma Lagerlöf (1858-1940) er en af de mest læste nordiske forfattere og en af de tidlige svenske nyromantikere. Hun var oprindeligt lærerinde, men fik sit gennembrud som forfatter med debutromanen Gösta Berlings Saga (1891), en roman som brød med det daværende stilideal, hvor realistisk saglighed var at foretrække. Sit store internationale gennembrud fik hun med romanen Jerusalem (1901-1902), og hendes mest kendte roman Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige (1906-1907) er oversat til over 40 sprog, på trods af at den oprindeligt var tænkt som en skolebog om svensk geografi. Selma Lagerlöf var engageret i kampen for stemmeret til kvinder, og det var gennem kvindesagsforkæmperne og oversætterne Ida Falbe-Hansen og Elisabeth Grundtvig, hendes forfatterskab først blev introduceret til Danmark med deres danske oversættelse af mange af hendes værker. I 1909 var Lagerlöf den første kvinde – og den første svensker – til at modtage Nobelprisen i litteratur.

Novellen Spøgelseshånden (Spökhanden) udkom for første gang i magasinet Idun, årg. II (1898). Denne novelle er hentet fra samlingen Legender og Fortællinger (1899), hvor den for første gang udkom på dansk.