Beskrivelse
I Kilimanjaros sne, en af Ernest Hemingways mest elskede noveller, møder vi forfatteren Harry, som er på safari i Afrika sammen med sin kone. I et forsøg på at fotografere en flok vandbukke skraber Harry sit knæ, og på grund af flere omstændigheder går der koldbrand i såret. Med dødens voksende skygge hængende over sig tænker han tilbage på sit liv, på alt han ikke fik gjort, og hvad der førte ham hen til det sted, han befinder sig nu.
På knap 40 sider lykkes det Hemingway at skabe en fortælling, som rummer et helt liv. Med sin karakteristiske stil formidler han en kompleks og fyldig historie på en direkte og ukompliceret måde. Novellen behandler flere af de store temaer, ikke mindst døden og mødet med den. Ifølge ham selv er der materiale nok i den til fire romaner.
Det var altså sådan man døde, i en uhørlig hvisken. Så blev det altså ikke til flere skænderier. Det ville han love for. Denne eneste erfaring han aldrig havde prøvet før, ville han ikke ødelægge. Men han kom nok alligevel til det. Man ødelagde jo alting. Men måske ikke.