Beskrivelse
“At se de store, stærke karlemennesker bevæge sig, når de skulle spænde for en vogn, til eksempel, det var helt underligt, det kunne vare en times tid. Når det så var gjort, havde de måske glemt, hvorfor de gjorde det, og måtte have spændt fra og hen og sove på det. De kunne stille sig op med hagen på et skovlskaft i tordenvejr og sove væk, de havde reder ude omkring på marken, hvor de tyede hen, når de blev søvnige, til den der var nærmest.”
Bakfolket fra Bakgården er notorisk søvnige og langsomme. Efter en mislykket nytårsspøg sidste år forsøger karlene fra Kjeldby på ny at spille Bakfolket et puds. Som det er med Jensens Himmerlandshistorier, giver Syvsoverne en oplevelse af at rejse i tiden, til et landsbydanmark med andre betingelser, traditioner og omgangsformer – og en deraf formet særlig mentalitet, som vi undervejs også får dybere indsigt i.
Johannes Vilhelm Jensen (1873–1950) var digter og forfatter. Flyttede efter opvæksten i Farsø og studentereksamen i Viborg til København, hvor han læste medicin – et studie, han finansielt understøttede ved, under pseudonymet Ivar Lykke, at skrive spændingsspændte føljetonromaner for ugebladet Revue. Efter en håndfuld romaner indstillede han studiet og begyndte at skrive under eget navn. Her blev det til de symbolistisk tonede romaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898), inden han for alvor slog igennem med Kongens fald (1902). Jensen var ustoppeligt produktiv hele livet igennem og fulgte med tidens skiften de tendenser og stilarter. Hans forfatterskab på 75 bøger tæller alt fra hyldester af industrialiseringen i Den gotiske Renaissance(1901) til lokale legender og fortællinger fra den nordjyske hjemstavn, endeligt samlet i Himmerlandshistorier(1929) – hvor også Syvsoverne er hentet fra. I 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur.
